Hjem

Siden jeg i en fjern fortid første gang hørte The Beatles og de første danske pigtrådsgrupper, der hurtigt fulgte efter, har rockmusikken været min helt store lidenskab. Jeg voksede op i Varde i Vestjylland, hvor det ikke var hver dag, vi fik besøg af de kendte danske grupper, så jeg fik derfor min interesse styret ved at købe tidens popblade – Hit, Beat, Børge, Vi Unge osv. Jeg har bevaret mange af dem, samt andet materiale i årenes løb, og da jeg nu er gået på pension, mente min datter, at tiden var inde til at få lavet en hjemmeside med alle mine billeder, udklip osv.

 

Det er min hensigt, at behandle en del af den danske beatscene i 60érne, og jeg begynder med The Defenders, som absolut var min favoritgruppe. Jeg vil desuden også fortælle lidt om mine egne oplevelser som “pigtrådsmusiker”. Jeg begyndte som så mange andre drenge at spille el-guitar, dannede en lille gruppe – og så blev det ikke til så meget mere. Vi havde drømmene og vi sled for det, men evnerne rakte nok ikke til, da musikken ændrede sig, så vi ikke mere kunne nøjes med 3 akkorder. – GOD FORNØJELSE!

Peter Lehrmann